Da jeg var ca. 17 og gik i 1. g, flyttede jeg i nattens mulm og mørke ned til min kæreste, vi havde været kærester i år tid vil jeg tro og mine forældre kunne bestem ikke lige ham, han havde gået i klasse med min storebror, så de kendte ham godt.
Jeg var vildt forelsket i ham, han repræsenterede alt det der var forbudt i mit barndomshjem, han var min udgangsport fra et kristent hjem som jeg ikke kunne forene mig med, jeg havde ikke samme syn på tro som mine forældre og det var et problem. Så en nat, efter et stort skænderi med mine forældre, kom han og hentede mig, jeg havde pakket mit tøj og nogle få ejendele som jeg ville havde med mig og så flygtede jeg bogstaveligt talt ud af vinduet.
Han havde på det tidspunkt allerede et par gange slået mig, en enkelt gang med et blåt øje til mig, jeg bildte mine forældre ind at jeg var væltet på cyklen og fået styret ind i øjet, eller noget i den retning og de troede mig, eller retter lod som om de troede mig, senere viste det sig at de godt viste han slog mig, men intet gjorde ved det, for jeg havde jo ladet som om.... hvad pokker, skal man som forældre ikke reagere på sådan en viden, selv om tøzen ( i det her tilfælde mig) ikke siger det direkte, hvis de havde forsøgt, havde de måske sparet mig for en masse smerter og så alligevel måske ikke, når man er i det "stadie" som jeg var på det tidspunkt i sin forelskelse, så er jeg bange for at man ikke lytter til nogen som helst anden en den idiot man er forelsket i, jeg tilgav ham i hvert fald og flyttede ned til ham.
Vi boede i en lille lejlighed, i den ene ende af et hus, som han havde lejet af en gammel mand, der var et fælles toilet på gangen, et lille køkken, en lille stue og et lille soveværelse, vi delte bad med den gamle mand og så havde vi en stor Newfoundlander.
Min kæreste var fisker og derfor væk, nogle gange i lange perioder. Jeg gik i gymnasiet, når jeg altså var der, for det var skide nemt at pjække, når man ikke lige havde sine forældre til at hive en ud af fjeren om morgenen.
Jeg fandt hurtigt ud af at min kæreste var meget jaloux og meget besidder-risk, han ville meget gerne bestemme over mig, men jeg var og er stadigvæk meget rapkæftet, hård i flinten og egenrådig, til hverdag var det ikke det helt store problem, jo jo vi skændes, men han slog mig ikke. Men havde vi til gengæld fået noget at drikke, så slog han og han slog hårdt, hold da op jeg er tit kommet i skole med et blåt øje og hvor har jeg fortalt mange løgne for at dække over ham.
Jeg husker specielt en nat, det var sommer, vi havde haft gæster, siddet ude omkring bålstedet, sunget, snakket og drukket øl. Som så mange gange før, var vi alle gået syngende gennem byen, ned til stranden for at nøgenbade i måneskindet, intet usædvanligt var sket. Da vi var kommet hjem og alle gæsterne var gået, begyndte han verbalt at prikke til mig, han mente at jeg havde flirtet med en af gæsterne, hvilket jeg bestem ikke havde. Det ene ord tog det andet, bølgerne gik højt og da han ikke længere kunne klare sig verbalt over for mig, ja så kunne han da bruge sine hænder, for jeg slog ikke igen og det viste han. Jeg fik vildt mange bank, blødte fra læben og kinden.
Jeg ved ikke hvordan det lykkedes mig at flygte ud af vinduet, et lille smalt vindue, som der nu er i gamle huse, jeg havde ingen jakke eller sko på, jeg havde lige nået at gribe min taske, med min pung. Jeg løb løb fra den ene ende af byen til den anden, op til togstationen, hvor jeg viste at der var en telefonboks, her ringede jeg efter en taxi.
Jeg blev kørt til en større nærliggende by, hvor jeg viste der boede en af min fars ansatte, jeg viste at han ville hjælpe mig, med husly, jeg viste bare ikke nøjagtig hvor han boede, viste bare at han kørte motorcykel, så den måtte stå uden for hans lejlighed. Taxi chaufføren sagde ikke meget, men så bare underligt på mig. Jeg fandt lejligheden, men der var ingen hjemme, jeg var totalt lost viste ikke hvad jeg så skulle gøre, krisecenter strejfede mine tanker, men jeg var overbevist om at det kun var et sted kan kunne komme hvis man havde børn, så jeg ringede efter endnu en taxi, samme chauffør kom og hentede mig og kørte mig hjem.
Da jeg kom hjem var min kæreste der ikke, så jeg havde rigeligt tid til at se på mig selv og på lejligheden. Der var blod i mit ansigt, på min trøje, på væggen i soveværelset, på sengetæppet og sengen. Da min kæreste som havde været ude at lede efter mig i hele byen, han havde endda været hjemme og vække mine forældre for at høre om jeg var der, var jeg igang med at gøre rent, ja I læste rigtigt, jeg var ved at vaske al blodet væk. Fuldstændigt grotest kan jeg godt se i dag, men skal jeg være ærlig, så ville jeg undgå hans vrede og gøre ham glad ved at vaske det hele væk.
Jeg forlod ham ikke umiddelbart efter dette, men kimen til at komme videre var sået.
Måden jeg så kom væk på var ikke lige den sødeste måde, jeg startede med at være utro flere gange med nogle af hans kammerater, når han var væk om han fik nys om min utroskab ved jeg ikke, men det var min stille hævn for alle de slag han havde givet mig, for at være utro uden at jeg havde været det. så man kan vel sige at jeg havde fået slagene på forskud.
Da jeg endelig havde fået nok, flyttede jeg mens han var ude og fiske, jeg flyttede hjem til mine forælder, så jeg havde ro og overskud til at få min studenterhue, da jeg havde flyttet alle mine ting, ringede jeg til ham, den dag han var på vej hjem, for at fortælle ham at når han kom hjem i aften, så var jeg der ikke mere og jeg ville aldrig komme tilbage igen.
Han var meget meget ked af det, ringede da han kom hjem og græd og græd, tryglede om jeg ikke ville komme ned og snakke med ham. Jeg tog ned til ham, vi snakkede, han græd og græd, lovede bod og bedring som han havde gjort så mange gange før, men jeg var blevet kold, iskold, min frygt for ham var forsvundet, det var min kærlighed også og jeg følte mig stærk som jeg aldrig havde følt sammen med ham før, jeg var fri.
Hvorfor man bliver flere år i et forhold med vold, det kan jeg ikke give en fornuftig forklaring på, man kan ikke forstå det hvis man ikke har været der selv og man kan ikke forstå det selv om man har været der selv. Jeg ved ikke hvorfor jeg blev, om det var fordi jeg ikke ville tabe ansigt over for mine forældre, de ikke skulle have muligheden for at sige; "hvad sagde vi" jeg håber ikke det var derfor, eller om det var fordi jeg var blevet fri for min dårlige samvittighed over for mine forælder, fordi jeg ikke var troende på samme måde som dem, eller jeg slet og ret bare var blind af kærlighed.
Jeg ved det ikke og jeg finder heller aldrig ud af det, men en ting ved jeg med sikkerhed; jeg kommer aldrig ALDRIG til at leve sammen med en mand som slår.
Jeg har faktisk ikke snakket med ham siden jeg flyttede fra ham, jeg hader ham ikke, men jeg kan ikke se noget formål ved at jeg skulle bruge energi på at snakke med ham, Jeg tror faktisk slet ikke at jeg ville kunne genkende ham hvis jeg mødte ham i dag.
