Tanker om at tie eller tale.

Hvad gør man når man opdager at en kvindelig bekendt i sin status på Facebook offentliggøre at hun er i forhold med en mand, man ved har bedraget en af sine rigtig gode veninder igennem 3 år ?? 

Den situation stod jeg i her for et par uger siden. 

Jeg har kendt kvinden siden min ungdom, en sød dejlig kvinde som jeg ønsker al det bedste. Jeg ved at hun igennem flere år har været gift med en mand og dette ægteskab har ikke altid været lige nemt. Da jeg så opdager at hun offentliggøre at hun er i forhold med denne mand, som har været i et forhold med min rigtig gode veninde, de skulle giftes her i 2020, men i december 2019 blev hun ringet op af en anden kvinde, som han også havde et forhold til, faktisk havde han kørt dobbeltløb i tre år, løb det mig koldt ned af ryggen. 

Jeg var i totalt vildrede, skulle jeg skrive til hende for at fortælle hende om ham ? eller skulle jeg tie og blande mig udenom ? 

Jeg valgte at tale, hvis det var mig som stod i denne situation ville jeg helt sikker gerne have den viden, og så tage mine beslutninger om forhold og fremtid ud fra det. Så jeg skrev til hende og fik svar tilbage: 

Hun kendte godt historien, han havde været ærlig fra starten af og havde lagt kortene på bordet. Han viste også godt at han ikke havde opført sig ordentligt, men alt har jo en årsag ( skrev hun) de havde bestemt at give hinanden en chance og havde et håb om at de fik en god og lang fremtid sammen. 

Jeg kunne ikke gøre andet end at skrive at jeg var glad for han havde været ærlig og åben og ønske dem god vind fremover, men alt i mig skreg HOLD DIG VÆK FRA HAM, hvilken ÅRSAG kan retfærdiggøre at du bedrager to kvinder igennem tre år? Havde hun været en god veninde af mig, havde jeg bestemt ikke lade den ligge der, så havde jeg virkeligt gået til biddet for at få uddybet den gode årsag, men som skrevet, så er hun kun en god bekendt af mig og jeg får nok aldrig en forklaring på dette. 

Tanker fra en Nordjysk cyklist i Indre København

Jeg er som Nordjyde IKKE vandt til mange med cyklister, så jeg kan godt blive skræmt af den store mængde cyklister i Indre København, men det er faktisk ikke mængden der skræmmer mig mest, det er måden mine med cyklister opføre sig på. Jeg har rigtigt mange gange været ved at vælte, netop på grund af mine med cyklister, mange af dem cykler bogstaveligt talt med hovedet under armen.

Jeg forstår ikke hvorfor det er så vigtigt at komme først over et kryds og jeg forstår slet ikke hvorfor at de skal møve sig ind foran mig, for at komme i første position til at komme over, for de kommer faktisk ikke frem til det næste kryds ret meget før jeg gør. Så jeg cykler lige i røven af dem, mens jeg små griner over hvor panisk de forsøger at overhale dem der er foran alle os andre.

En anden ting jeg også har undret mig meget over er dem som skal dreje til højre, hvorfor trækker de ikke helt ud til højre, så vi andre der skal køre lige ud, kan trække lidt til venstre for dem, så vi kan overhale ? Nej nej de trækker ud midt i cykelstien og når de så er midt ud i krydset SÅ drejer de skarpt til højre ( uden at markere) og ja så er det at jeg er lige ved at drøne ind i dem og vælte både dem og mig selv. Hmmm de har nok ikke kørekort, så de har ikke lært at man skal holde så lagt til højre som muligt, når man skal dreje til højre.

Godt jeg bruger cykelhjelm, så er jeg da beskyttet en lille smugle imod mine med cyklister.

Tanker om Tinder

Jeg har dristet mig til at lave en profil på Tinder, igen igen igen, altså for 4. gang, ikke fordi jeg sådan i bund og grund tror på at jeg finder kærligheden den vej, mere fordi jeg ikke finder kærligheden hvis ikke jeg prøver et eller andet.

Men jeg er allerede på dag to, med min nye profil, blevet bekræftet i at de fleste mænd faktisk ikke er særligt seriøse i deres søgning.
Jeg sviper til højre, der er et match, super, han ser sød ud. Jeg skriver et forsigtig Hej. Får svar tilbage. Hej med dig. Jeg er til små nips, så held og lykke med Tinder og med kærlighede ????? OKAY tænker jeg, hvorfor har du svipet til højre i første omgang når du ikke er til kvinder af min kaliber ??? du kan jo se på billederne at jeg ikke er et lille nips... nå men jeg svare pænt tilbage: Helt ok, ja den kategori kan jeg jo ikke gå ind under. Undre mig over hvorfor du så har svipet til højre i første omgang. Bare nysgerrig.... DET fik jeg så ALDRIG svar på og får det aldrig, for nu har han slettet vores match.

Andre sletter så bare vores match uden overhovedet at svare på den besked jeg har skrevet til dem.

Men hvorfor sviper mænd til højre, når de ud fra billederne allerede kan se at de ikke engang gider at svare mig, og endnu mindre gider at tage på en date med mig for at lære mig at kende ?? nogen som kan fortælle mig det ?

Bliver jeg klædt godt nok på, til at springe ud som sygeplejerske?

Hvad gør man når man er midt i sin uddannelse og har følelsen af at man ikke bliver klædt godt nok på, til det job man skal ud og udføre når man er færdig om 2 år ?

Jeg ved det ikke og håber inderligt at den tanke ændre sig i løbet af de næste semester som jeg skal igennem.

Jeg er startet på 4. semester, vi har været igang i snart to uger, ud af de 6 ugers valgfag vi skal have og jeg føler ikke at den undervisnings, de oplæg jeg har fået, klæder mig på til at skulle agere som sygeplejerske. Jeg har valgfaget pårørende og familie. hvor jeg havde håbet på at blive klædt på til at møde de pårørende, uanset om de var kone, mand, bedstemor, mor, far eller søskende.

Men det vi har fået oplæg om ind til nu har mest været omkring forskning der er på området, eller en "kampagne" for et projekt som skolen står for og jo det er da også godt at få indblik i, men jeg mangler "redskaber" som jeg kan bruge som sygeplejerske.

Og det produkt vi skal lave i løbet af de seks uger, ja det har også mere med forskning at gøre, jeg skal IKKE være forskningssygeplejerske, jeg skal pleje de syge. Det skal så lige indskydes her at på 3. semester lavede vi også en opgave som skulle simulere at vi ville lave en forsknings undersøgelse,

Jeg ved godt at det skal få os til at reflektere over om der er noget som mangler i vores pleje, men jeg har alligevel følelsen af at jeg mangler redskaber som jeg kan bruge når jeg kommer ud i den virkelige verden.

Derfor sidder jeg lige nu med følelsen af at have tabt motivationen til at fortsætte og jeg overvejer kraftigt om jeg bare skal fortsætte mit arbejdsliv som Social- og sundhedsassistent i stedet for som sygeplejerske, hvilket jeg faktisk synes er lidt ærgerligt, da jeg ved at mange af mine med studerende har det på samme måde. 

En sur gammel kælling?

Jeg ved ikke om jeg er ved at blive en af de der sure gamle kællinger,  men jeg er altså lige ved at fare til tasterne og svine folk til, når de i strikke/hækle grupper på facebook viser billeder af deres hunde/katte som ligger på deres håndarbejde, har taget garnet eller hvad nu sådanne dyr nu kan finde på. Men det som kan hidse mig mest op er når de viser billeder hvor dyrene sidder/ligger på bordet, jeg synes absolut ikke at de høre til der.

Jeg kan også blive noget så edder spændt irriteret når folk i de samme grupper, skal fortælle vidt og bredt om deres skavanker, sygdomme eller dårligheder.
Jeg ved godt at det er fordi de har brug for opmærksomheden, men jeg synes altså ikke det høre til i de grupper.

Men jeg besinder mig selvfølgeligt, for jeg kunne altså ikke finde på at svine folk til offentligt, jeg bider mig i tungen og scroller hurtigt videre. Hvilket jeg også ville ønske at mange andre gjorde, for hold da op hvor folk ikke kan skrive pænt til hinanden. STOP nu med det og tal pænt til hinanden, hvis du ikke har noget pænt at sige/skrive, så LAD VÆRE.

P.S. Jeg elsker både hunde og katte, har selv ejet begge dele, men de høre til i grupper hvor man skriver om dem og ikke i håndarbejds grupper.

Tanker fra en aldrende sygeplejestuderende

Jeg har i mange år haft et ønske om at blive sygeplejerske og nu er jeg igang med uddannelsen, skal snart starte på 4. semester. Men først skal jeg lige have to eksamener overstået. En mundlig og en multiple choice, den sidste er lægemiddelregning og den er jeg ikke nervøs for, for det stof jeg ved at jeg kan. Men den mundlige som omhandler al det vi har lært på semestret, den er jeg nervøs for.

Ja jeg er mega nervøs og har de sidste par uger fået tiltagende ondt i maven, søvn og koncentrations besvær. Jeg har aldrig været glad for at gå til eksamen, men jeg synes faktisk det bliver værre og værre. Ikke fordi jeg ikke har sådan nogenlunde styr på mit pensum, men jeg har ikke 100 % styr på det og det er det som gør at jeg er lige ved at gå ud af mit gode skind.

Jeg skal ikke have høje karakterer, det er ikke det, jeg vil bare gerne bestå, men ødelagt er jeg og jeg overvejer nogle gange om uddannelsen egentligt er det værd, al den frustration, smerte, bekymring, usikkerhed på egne evner samt  min viden og frygten, eller om jeg skulle sige at det her kan jeg altså ikke holde til. Jeg elsker at studere og lære nyt, men jeg HADER eksamen og den ødelægger al glæden. Så måske jeg bare skulle droppe ud og forføle nogle af de andre drømme jer har.

Nye tanker, nu fra Danmark

Det er længe siden jeg har delt ud af mine tanker her på siden, det vil jeg nu prøve at lave om på.
Jeg er siden sidst, flyttet hjem til Danmark igen, jeg har bosat mig i København, helt nøjagtigt i en studie lejlighed på Amager.
Jeg er godt igang med at uddanne mig til sygeplejerske, skal snart op til min 3. semester eksamen. Pyha det slider godt på mig, men det kommer i til at høre om i et andet indlæg.

I dag vil jeg tænke lidt tanker om den nye metrolinje cityringen M3, som forøvrigt er lukket fra i dag til d. 26 januar, pga. den nye M4.

De nye tog er moderne, med pæne linjer og kriminalistisk indrettet, altså er der ikke vildt mange siddepladser. De sidde pladser der er, er efter min mening kolde og glatte, hvis jeg ikke sidder på et dobbelt sæde og helt inde ved vinduet, så er jeg mega nervøs for at glide af sædet og ned på gulvet, for jeg føler virkelig at jeg skøjter rundt på de sæder.

Folk i metroen har en irriterende dårlig vane med at stille sig lige inden for dørene, så det kan være svært at komme frem til sæderne og lige så svært at komme tilbage til døren igen. Ja så kunne jeg jo bare stille mig ved siden af dem, men så vil jeg jo også spærre vejen og helt ærligt så står jeg ikke ret godt fast, dvs. at jeg vælter rundt fra side til side når jeg står op.

Men den største mange i de nye tog, er  og bliver altså skraldespande, jeg har ikke set en eneste endnu, der er masser af skralde spande på stationerne, men dem kan folk åbenbart ikke finde ud af at bruge, når de har skral de skal af med, så skal det åbenbart være NU og det kan ikke vente til de står af toget. Derfor ligger der ofte masser af skrald på gulvene i de nye pæne tog. DET synes jeg er ærgerligt eller sagt på godt Nordjysk, det er TRÆLS.  Jeg forstår simpelthen ikke den mentalitet, smider de også deres skrald på gulvet hjemme ved dem selv, hvis de ikke lige er i nærheden af en skraldespand, eller har de bare en masse skraldespande til at stå rundt om i alle rummene der hjemme ?

  

Tanker om at passe på miljøet

Jeg har de sidste mange år også været med på økologi og pas på vores natur/miljø bølgen, så vidt muligt min økonomi nu strakte til det, især i forhold til økologisk mad.

Efter jeg er flyttet til Grønland, har det været meget svært og mega dyrt at købe økologiske vare. Jeg gør så hvad jeg kan i forhold til at passe på miljøet, altså at spare på vandet, el m.m
Men hold nu op det er en udfordring her oppe, for jeg kan foreksempel ikke levere papir til genbrug og hvor det dog skære i mit hjerte at smide reklamerne i skraldespanden, reklamer som jeg forøvrigt ikke kan sige nej tak til, som jeg gjorde i DK.

En anden ting er at jeg skal op og flyve hver gang jeg skal fra den ene by til den anden. Det er ligefrem heller ikke så godt for miljøet.

Derfor irritere det mig så også dobbelt så meget, at når jeg bor på hotel, i F.eks Nuuk, hvor de hænger et skilt op inde på badeværelset, at man kan være med til at hjælpe dem, med at passe på naturen, ved ikke at smide sine håndklæder til vask hver dag, at de giver mig rene håndklæder hver dag, trods det at jeg ikke har smidt dem på gulvet, men pænt hængt dem op. Hvad nytter det så ??? ja jeg spørger bare.
Det er da rimeligt frustrerende at jeg endeligt kan gøre bare en lille forskel og så bliver det spoleret af rengøringsdamen. Tror jeg bliver nødt til at have en lille snak med hende.

Jeg har også førhen handlet meget i genbrugsforretninger, men det er så desværre også umuligt heroppe. Her i Nuuk hvor jeg er nu, hvor jeg troede jeg skulle købe en del nye bukser m.m har så kun åbent torsdag til lørdag... øv øv øv for i dag er det tirsdag og jeg skal rejse tilbage til Paamiut i morgen. I Paamiut er der godt nok en lille genbrugsforretning, men der er der næsten kun børnetøj og det voksentøj der er der, er meget slidt. Jeg kikker alligevel forbi en gang imellem, i håb om at kunne finde nogle gamle skindjakker som jeg så kan sy om til tasker m.m.

Den her stod også bag skiltet 

Om at være super sensitiv, acceptere det og lære at leve med det.

Min læge gjorde mig for år tilbage opmærksom på at jeg er et meget sensitiv, hvis man skal sætte en diagnose på ( hvilket jeg ikke mener man behøver) så er det HSP. Det kan I læse mere om HER.

Jeg er så ikke en af de personer som generelt har det svært i selskab med mange mennesker, men jeg kan godt få for meget af festeligheder og sociale sammenkomster.
Jeg har altid været nem til at blive rør over forskellige ting, bliver nem begejstret over naturen m.m, Jeg har også altid kunne fornemme hvordan andre mennesker har det, især når de har de skidt, det er en fordel i mit arbejde, men det har ikke altid været en fordel for mig.

Jeg har tit igennem min opvækst og mit voksne liv følt mit sær, jeg har især følt mig som en dårlig mor, fordi jeg tit er blevet irriteret på mine børn når de har leget højlydt, eller begge har ville have min opmærksomhed på en gang. Jeg har igennem deres opvækst haft stort behov for at få dem i seng tidligt, så jeg har kunne være alene om aftenen.

Først da min læge havde gjort mig opmærksom på, hvordan jeg var som person og jeg havde været inde at læse en masse om det at være HSP, er jeg begyndt at forstå mine reaktioner og mine behov. En ting er så at få den viden, men en anden ting er så at acceptere det, samt at lære at leve med det. Det er så også en af de ting jeg øver mig på og som jeg er blevet super god til. Jeg er blevet god til at lytte til min krop og dennes tegn på at jeg er fyldt om med stimuli, men vigtigst af alt, jeg lytter ikke bare, men jeg gør også noget ved det. Efter en travl arbejdsuge, kan jeg godt finde på at lukke mig inde i mit hjem, med mit strikketøj, hækletøj eller symaskine og så slapper jeg 100 % af, når jeg så slapper af, så lader jeg også mine batterier op igen, for jeg bliver drænet for energi af at være sammen med andre mennesker, af at modtage deres impulser og viberationer. Jeg får tømt stimuli søjlen og fyldt min energi søjle. Jeg er også blevet god til at sige fra over for selskaber, med god samvittighed.

Et er så at jeg har lært at leve med hvordan jeg er, men noget andet er at få lært mine omgivelser at accepter at jeg siger fra, få dem til at forstå at jeg altså ikke er sær og enspænder, når jeg lukker mig inde i min dejlige lille private hule. Det er altså ikke nemt skal jeg lige fortælle jer, men jeg er kommet dertil, at det er dem som ikke forstår mig, der har et problem og IKKE mig.

Livet er blevet så meget lettere at leve, efter jeg har lært at lytte og reagere på de signaler min krop giver mig.

Om at lære at sige ja tak til hjælp fra andre.

Jeg har altid haft svært ved at sige ja tak når nogen har tilbudt mig deres hjælp, jeg bliver altid så forlegen, er bange for at være til besvær og sidst men ikke mindst, været bange for at vise at jeg på nogle områder ikke er stærk og ikke kan klare mig selv.

Men jeg har lært at hvis man skal klare sig igennem livet uden en knude i maven, så er man nødt til at vise andre at man også har en svag side. Jeg har også lært at ved at sige ja tak til andres tilbud om hjælp, ja så kan man give dem følelsen af at være betydningsfulde, det er jo også den følelse jeg får, når andre sig ja tak til min hjælp.

Jeg forstå bare ikke hvorfor det altid har været så svært for mig at tage i mod hjælp og det er hjælp af al slags, til at flytte, lån af bil, at få hængt lamper op m.m, jeg har altid haft følelsen af at hvis jeg fik hjælp så stod jeg i gæld til dem som havde hjulpet mig. Hvad er det der gør at jeg får de tanker? En psykolog sagde engang til mig at det kunne være den måde jeg var blevet opdraget på, at det var noget jeg havde lært op igennem min barndom. Men kan det virkeligt passe ? Det må jeg prøve at finde ud af.

Men jeg er ved at lære det, jeg øver mig og ja jeg bliver bedre og bedre til det. Det er faktisk en dejlig ting at kunne få hjælp uden at føle man skal gøre gengæld.