Om at være super sensitiv, acceptere det og lære at leve med det.

Min læge gjorde mig for år tilbage opmærksom på at jeg er et meget sensitiv, hvis man skal sætte en diagnose på ( hvilket jeg ikke mener man behøver) så er det HSP. Det kan I læse mere om HER.

Jeg er så ikke en af de personer som generelt har det svært i selskab med mange mennesker, men jeg kan godt få for meget af festeligheder og sociale sammenkomster.
Jeg har altid været nem til at blive rør over forskellige ting, bliver nem begejstret over naturen m.m, Jeg har også altid kunne fornemme hvordan andre mennesker har det, især når de har de skidt, det er en fordel i mit arbejde, men det har ikke altid været en fordel for mig.

Jeg har tit igennem min opvækst og mit voksne liv følt mit sær, jeg har især følt mig som en dårlig mor, fordi jeg tit er blevet irriteret på mine børn når de har leget højlydt, eller begge har ville have min opmærksomhed på en gang. Jeg har igennem deres opvækst haft stort behov for at få dem i seng tidligt, så jeg har kunne være alene om aftenen.

Først da min læge havde gjort mig opmærksom på, hvordan jeg var som person og jeg havde været inde at læse en masse om det at være HSP, er jeg begyndt at forstå mine reaktioner og mine behov. En ting er så at få den viden, men en anden ting er så at acceptere det, samt at lære at leve med det. Det er så også en af de ting jeg øver mig på og som jeg er blevet super god til. Jeg er blevet god til at lytte til min krop og dennes tegn på at jeg er fyldt om med stimuli, men vigtigst af alt, jeg lytter ikke bare, men jeg gør også noget ved det. Efter en travl arbejdsuge, kan jeg godt finde på at lukke mig inde i mit hjem, med mit strikketøj, hækletøj eller symaskine og så slapper jeg 100 % af, når jeg så slapper af, så lader jeg også mine batterier op igen, for jeg bliver drænet for energi af at være sammen med andre mennesker, af at modtage deres impulser og viberationer. Jeg får tømt stimuli søjlen og fyldt min energi søjle. Jeg er også blevet god til at sige fra over for selskaber, med god samvittighed.

Et er så at jeg har lært at leve med hvordan jeg er, men noget andet er at få lært mine omgivelser at accepter at jeg siger fra, få dem til at forstå at jeg altså ikke er sær og enspænder, når jeg lukker mig inde i min dejlige lille private hule. Det er altså ikke nemt skal jeg lige fortælle jer, men jeg er kommet dertil, at det er dem som ikke forstår mig, der har et problem og IKKE mig.

Livet er blevet så meget lettere at leve, efter jeg har lært at lytte og reagere på de signaler min krop giver mig.