Tanker om at passe på miljøet

Jeg har de sidste mange år også været med på økologi og pas på vores natur/miljø bølgen, så vidt muligt min økonomi nu strakte til det, især i forhold til økologisk mad.

Efter jeg er flyttet til Grønland, har det været meget svært og mega dyrt at købe økologiske vare. Jeg gør så hvad jeg kan i forhold til at passe på miljøet, altså at spare på vandet, el m.m
Men hold nu op det er en udfordring her oppe, for jeg kan foreksempel ikke levere papir til genbrug og hvor det dog skære i mit hjerte at smide reklamerne i skraldespanden, reklamer som jeg forøvrigt ikke kan sige nej tak til, som jeg gjorde i DK.

En anden ting er at jeg skal op og flyve hver gang jeg skal fra den ene by til den anden. Det er ligefrem heller ikke så godt for miljøet.

Derfor irritere det mig så også dobbelt så meget, at når jeg bor på hotel, i F.eks Nuuk, hvor de hænger et skilt op inde på badeværelset, at man kan være med til at hjælpe dem, med at passe på naturen, ved ikke at smide sine håndklæder til vask hver dag, at de giver mig rene håndklæder hver dag, trods det at jeg ikke har smidt dem på gulvet, men pænt hængt dem op. Hvad nytter det så ??? ja jeg spørger bare.
Det er da rimeligt frustrerende at jeg endeligt kan gøre bare en lille forskel og så bliver det spoleret af rengøringsdamen. Tror jeg bliver nødt til at have en lille snak med hende.

Jeg har også førhen handlet meget i genbrugsforretninger, men det er så desværre også umuligt heroppe. Her i Nuuk hvor jeg er nu, hvor jeg troede jeg skulle købe en del nye bukser m.m har så kun åbent torsdag til lørdag... øv øv øv for i dag er det tirsdag og jeg skal rejse tilbage til Paamiut i morgen. I Paamiut er der godt nok en lille genbrugsforretning, men der er der næsten kun børnetøj og det voksentøj der er der, er meget slidt. Jeg kikker alligevel forbi en gang imellem, i håb om at kunne finde nogle gamle skindjakker som jeg så kan sy om til tasker m.m.

Den her stod også bag skiltet 

Om at være super sensitiv, acceptere det og lære at leve med det.

Min læge gjorde mig for år tilbage opmærksom på at jeg er et meget sensitiv, hvis man skal sætte en diagnose på ( hvilket jeg ikke mener man behøver) så er det HSP. Det kan I læse mere om HER.

Jeg er så ikke en af de personer som generelt har det svært i selskab med mange mennesker, men jeg kan godt få for meget af festeligheder og sociale sammenkomster.
Jeg har altid været nem til at blive rør over forskellige ting, bliver nem begejstret over naturen m.m, Jeg har også altid kunne fornemme hvordan andre mennesker har det, især når de har de skidt, det er en fordel i mit arbejde, men det har ikke altid været en fordel for mig.

Jeg har tit igennem min opvækst og mit voksne liv følt mit sær, jeg har især følt mig som en dårlig mor, fordi jeg tit er blevet irriteret på mine børn når de har leget højlydt, eller begge har ville have min opmærksomhed på en gang. Jeg har igennem deres opvækst haft stort behov for at få dem i seng tidligt, så jeg har kunne være alene om aftenen.

Først da min læge havde gjort mig opmærksom på, hvordan jeg var som person og jeg havde været inde at læse en masse om det at være HSP, er jeg begyndt at forstå mine reaktioner og mine behov. En ting er så at få den viden, men en anden ting er så at acceptere det, samt at lære at leve med det. Det er så også en af de ting jeg øver mig på og som jeg er blevet super god til. Jeg er blevet god til at lytte til min krop og dennes tegn på at jeg er fyldt om med stimuli, men vigtigst af alt, jeg lytter ikke bare, men jeg gør også noget ved det. Efter en travl arbejdsuge, kan jeg godt finde på at lukke mig inde i mit hjem, med mit strikketøj, hækletøj eller symaskine og så slapper jeg 100 % af, når jeg så slapper af, så lader jeg også mine batterier op igen, for jeg bliver drænet for energi af at være sammen med andre mennesker, af at modtage deres impulser og viberationer. Jeg får tømt stimuli søjlen og fyldt min energi søjle. Jeg er også blevet god til at sige fra over for selskaber, med god samvittighed.

Et er så at jeg har lært at leve med hvordan jeg er, men noget andet er at få lært mine omgivelser at accepter at jeg siger fra, få dem til at forstå at jeg altså ikke er sær og enspænder, når jeg lukker mig inde i min dejlige lille private hule. Det er altså ikke nemt skal jeg lige fortælle jer, men jeg er kommet dertil, at det er dem som ikke forstår mig, der har et problem og IKKE mig.

Livet er blevet så meget lettere at leve, efter jeg har lært at lytte og reagere på de signaler min krop giver mig.

Om at lære at sige ja tak til hjælp fra andre.

Jeg har altid haft svært ved at sige ja tak når nogen har tilbudt mig deres hjælp, jeg bliver altid så forlegen, er bange for at være til besvær og sidst men ikke mindst, været bange for at vise at jeg på nogle områder ikke er stærk og ikke kan klare mig selv.

Men jeg har lært at hvis man skal klare sig igennem livet uden en knude i maven, så er man nødt til at vise andre at man også har en svag side. Jeg har også lært at ved at sige ja tak til andres tilbud om hjælp, ja så kan man give dem følelsen af at være betydningsfulde, det er jo også den følelse jeg får, når andre sig ja tak til min hjælp.

Jeg forstå bare ikke hvorfor det altid har været så svært for mig at tage i mod hjælp og det er hjælp af al slags, til at flytte, lån af bil, at få hængt lamper op m.m, jeg har altid haft følelsen af at hvis jeg fik hjælp så stod jeg i gæld til dem som havde hjulpet mig. Hvad er det der gør at jeg får de tanker? En psykolog sagde engang til mig at det kunne være den måde jeg var blevet opdraget på, at det var noget jeg havde lært op igennem min barndom. Men kan det virkeligt passe ? Det må jeg prøve at finde ud af.

Men jeg er ved at lære det, jeg øver mig og ja jeg bliver bedre og bedre til det. Det er faktisk en dejlig ting at kunne få hjælp uden at føle man skal gøre gengæld.

Om at være langsom tænkende og IKKE reagere i øjeblikket

Normalt er jeg hurtig i replikken og kommer med en sjov/ smart bemærkning når nogen siger et eller andet til mig. Men når det drejer sig om  en enkelt mine veninder, ja så er det som om min hjerne går helt i stå, når hun siger noget personligt og sårende til mig. Ikke fordi hun bevist vil såre mig, det er nok bare nogle mere uheldige og uovervejede bemærkninger.

Hun har foreksempel på et tidspunkt været meget opsat på at finde en kæreste til mig, har flere gange ville arrangere blind-dates til mig, selv om jeg har frabedt mig dette. En dag hvor jeg er nede og besøge hende, siger hun at nu har hun fundet den perfekte mand til mig, hun er overbevist at han lige er noget for mig og jeg er noget for hende, har laver nogle projekter sammen med hendes kæreste, så derfor har hun inviteret ham til middag hos dem nægte lørdag og jeg skal så åbenbart også komme, det skal lige siges at " den perfekte mand" intet ved om at han skal på en blind date med mig.
Jeg indvilliger i at komme lørdag aften, om ikke andet så vil jeg da få noget godt mad at spise, jeg spørger ind til manden, hvordan han ser ud.... ja svare min veninde, han er sød og rar, ikke særlig pæn, men han har masser af penge...BAM første mave puster, ikke særlig pæn.. har jeg da ikke fortjent en pæn mand ?? har masser af penge, jamen du ved da at det ikke er det jeg går op i ved en mand, det her får jeg hverken sagt eller tænkt under samtalen, tankerne kommer først når jeg kommer hjem, her er min hjerne nemlig gået helt i stå og jeg kan ikke tænke klart.

Vi snakker videre og så kommer det næste, det viser sig at hun har haft lavet samme sætop, med en anden af hendes veninder, de havde haft en hyggelig aften, hvor de havde grinet og spillet spil, men veninden havde ikke haft lyst til at mødes med den stakkels mand igen, så derfor var jeg blevet valg nr. 2 til ham BAM... endnu en mave-puster, når nu hun ikke kunne bruge ham, så kan Frydkjær måske, ikke sikkert hun er så kræsen...

Jeg kommer lørdag aften, ikke med den store lyst, men nu havde jeg jo sagt ja. Manden har så heldigvis meldt afbud, tror han havde lugtet lunten.
Efterfølgende har jeg sagt nej til blind-dates og jeg har indtrængende bedt min veninde om at stoppe med at lege Kirsten giftekniv, skal jeg have en kæreste, skal jeg nok selv finde ham.

Nogle gange når vi har været på vej i byen, har hun kunne finde på at sige: Ej nu skal vi altså lige have dig stylet så du ser godt ud, nu skal jeg finde noget tøj der klæder dig, lægge makup og sætte dit hår, .... øhhh jeg har jo lige gjort alt det hjemme fra og jeg synes faktisk at jeg ser rimeligt godt ud... men nej får det ikke sagt og finder 1 time senere mig selv i noget af hendes tøj, med opsat hår og nylagt makup.

Hvis jeg virkelig sætter mig ned og tænker mig om ville jeg kunne finde mange flere eksempler på ting hun har sagt, som har givet mig den der fornemmelse af et slag i maven og hjernen går i stå, men nu bruger jeg ikke min hjerne kapacitet på at gemme på de ting.
Jeg undre mig bare over at nogle kan have den indflydelse på ens hjerne, hvad er det ved hende som gør at jeg ikke får tænkt og dermed sagt fra over for hende? er det fordi jeg ved at hun kan blive ualmindeligt vred og dermed mere ubehagelig, eller er det fordi jeg har følt mig underlegen når jeg har været samme med hende?? jeg ved det ikke, men jeg ved at det ikke er sundt for mig at være alt for meget sammen med hende.
Det skal så også lige siges at hun er en af dem som jeg har haft mindst kontakt med, siden jeg flyttet her til Grønland, så venskabet har ikke stukket så dybt :-)