Tanker om at passe på miljøet

Jeg har de sidste mange år også været med på økologi og pas på vores natur/miljø bølgen, så vidt muligt min økonomi nu strakte til det, især i forhold til økologisk mad.

Efter jeg er flyttet til Grønland, har det været meget svært og mega dyrt at købe økologiske vare. Jeg gør så hvad jeg kan i forhold til at passe på miljøet, altså at spare på vandet, el m.m
Men hold nu op det er en udfordring her oppe, for jeg kan foreksempel ikke levere papir til genbrug og hvor det dog skære i mit hjerte at smide reklamerne i skraldespanden, reklamer som jeg forøvrigt ikke kan sige nej tak til, som jeg gjorde i DK.

En anden ting er at jeg skal op og flyve hver gang jeg skal fra den ene by til den anden. Det er ligefrem heller ikke så godt for miljøet.

Derfor irritere det mig så også dobbelt så meget, at når jeg bor på hotel, i F.eks Nuuk, hvor de hænger et skilt op inde på badeværelset, at man kan være med til at hjælpe dem, med at passe på naturen, ved ikke at smide sine håndklæder til vask hver dag, at de giver mig rene håndklæder hver dag, trods det at jeg ikke har smidt dem på gulvet, men pænt hængt dem op. Hvad nytter det så ??? ja jeg spørger bare.
Det er da rimeligt frustrerende at jeg endeligt kan gøre bare en lille forskel og så bliver det spoleret af rengøringsdamen. Tror jeg bliver nødt til at have en lille snak med hende.

Jeg har også førhen handlet meget i genbrugsforretninger, men det er så desværre også umuligt heroppe. Her i Nuuk hvor jeg er nu, hvor jeg troede jeg skulle købe en del nye bukser m.m har så kun åbent torsdag til lørdag... øv øv øv for i dag er det tirsdag og jeg skal rejse tilbage til Paamiut i morgen. I Paamiut er der godt nok en lille genbrugsforretning, men der er der næsten kun børnetøj og det voksentøj der er der, er meget slidt. Jeg kikker alligevel forbi en gang imellem, i håb om at kunne finde nogle gamle skindjakker som jeg så kan sy om til tasker m.m.

Den her stod også bag skiltet 

Om at være super sensitiv, acceptere det og lære at leve med det.

Min læge gjorde mig for år tilbage opmærksom på at jeg er et meget sensitiv, hvis man skal sætte en diagnose på ( hvilket jeg ikke mener man behøver) så er det HSP. Det kan I læse mere om HER.

Jeg er så ikke en af de personer som generelt har det svært i selskab med mange mennesker, men jeg kan godt få for meget af festeligheder og sociale sammenkomster.
Jeg har altid været nem til at blive rør over forskellige ting, bliver nem begejstret over naturen m.m, Jeg har også altid kunne fornemme hvordan andre mennesker har det, især når de har de skidt, det er en fordel i mit arbejde, men det har ikke altid været en fordel for mig.

Jeg har tit igennem min opvækst og mit voksne liv følt mit sær, jeg har især følt mig som en dårlig mor, fordi jeg tit er blevet irriteret på mine børn når de har leget højlydt, eller begge har ville have min opmærksomhed på en gang. Jeg har igennem deres opvækst haft stort behov for at få dem i seng tidligt, så jeg har kunne være alene om aftenen.

Først da min læge havde gjort mig opmærksom på, hvordan jeg var som person og jeg havde været inde at læse en masse om det at være HSP, er jeg begyndt at forstå mine reaktioner og mine behov. En ting er så at få den viden, men en anden ting er så at acceptere det, samt at lære at leve med det. Det er så også en af de ting jeg øver mig på og som jeg er blevet super god til. Jeg er blevet god til at lytte til min krop og dennes tegn på at jeg er fyldt om med stimuli, men vigtigst af alt, jeg lytter ikke bare, men jeg gør også noget ved det. Efter en travl arbejdsuge, kan jeg godt finde på at lukke mig inde i mit hjem, med mit strikketøj, hækletøj eller symaskine og så slapper jeg 100 % af, når jeg så slapper af, så lader jeg også mine batterier op igen, for jeg bliver drænet for energi af at være sammen med andre mennesker, af at modtage deres impulser og viberationer. Jeg får tømt stimuli søjlen og fyldt min energi søjle. Jeg er også blevet god til at sige fra over for selskaber, med god samvittighed.

Et er så at jeg har lært at leve med hvordan jeg er, men noget andet er at få lært mine omgivelser at accepter at jeg siger fra, få dem til at forstå at jeg altså ikke er sær og enspænder, når jeg lukker mig inde i min dejlige lille private hule. Det er altså ikke nemt skal jeg lige fortælle jer, men jeg er kommet dertil, at det er dem som ikke forstår mig, der har et problem og IKKE mig.

Livet er blevet så meget lettere at leve, efter jeg har lært at lytte og reagere på de signaler min krop giver mig.

Om at lære at sige ja tak til hjælp fra andre.

Jeg har altid haft svært ved at sige ja tak når nogen har tilbudt mig deres hjælp, jeg bliver altid så forlegen, er bange for at være til besvær og sidst men ikke mindst, været bange for at vise at jeg på nogle områder ikke er stærk og ikke kan klare mig selv.

Men jeg har lært at hvis man skal klare sig igennem livet uden en knude i maven, så er man nødt til at vise andre at man også har en svag side. Jeg har også lært at ved at sige ja tak til andres tilbud om hjælp, ja så kan man give dem følelsen af at være betydningsfulde, det er jo også den følelse jeg får, når andre sig ja tak til min hjælp.

Jeg forstå bare ikke hvorfor det altid har været så svært for mig at tage i mod hjælp og det er hjælp af al slags, til at flytte, lån af bil, at få hængt lamper op m.m, jeg har altid haft følelsen af at hvis jeg fik hjælp så stod jeg i gæld til dem som havde hjulpet mig. Hvad er det der gør at jeg får de tanker? En psykolog sagde engang til mig at det kunne være den måde jeg var blevet opdraget på, at det var noget jeg havde lært op igennem min barndom. Men kan det virkeligt passe ? Det må jeg prøve at finde ud af.

Men jeg er ved at lære det, jeg øver mig og ja jeg bliver bedre og bedre til det. Det er faktisk en dejlig ting at kunne få hjælp uden at føle man skal gøre gengæld.

Om at være langsom tænkende og IKKE reagere i øjeblikket

Normalt er jeg hurtig i replikken og kommer med en sjov/ smart bemærkning når nogen siger et eller andet til mig. Men når det drejer sig om  en enkelt mine veninder, ja så er det som om min hjerne går helt i stå, når hun siger noget personligt og sårende til mig. Ikke fordi hun bevist vil såre mig, det er nok bare nogle mere uheldige og uovervejede bemærkninger.

Hun har foreksempel på et tidspunkt været meget opsat på at finde en kæreste til mig, har flere gange ville arrangere blind-dates til mig, selv om jeg har frabedt mig dette. En dag hvor jeg er nede og besøge hende, siger hun at nu har hun fundet den perfekte mand til mig, hun er overbevist at han lige er noget for mig og jeg er noget for hende, har laver nogle projekter sammen med hendes kæreste, så derfor har hun inviteret ham til middag hos dem nægte lørdag og jeg skal så åbenbart også komme, det skal lige siges at " den perfekte mand" intet ved om at han skal på en blind date med mig.
Jeg indvilliger i at komme lørdag aften, om ikke andet så vil jeg da få noget godt mad at spise, jeg spørger ind til manden, hvordan han ser ud.... ja svare min veninde, han er sød og rar, ikke særlig pæn, men han har masser af penge...BAM første mave puster, ikke særlig pæn.. har jeg da ikke fortjent en pæn mand ?? har masser af penge, jamen du ved da at det ikke er det jeg går op i ved en mand, det her får jeg hverken sagt eller tænkt under samtalen, tankerne kommer først når jeg kommer hjem, her er min hjerne nemlig gået helt i stå og jeg kan ikke tænke klart.

Vi snakker videre og så kommer det næste, det viser sig at hun har haft lavet samme sætop, med en anden af hendes veninder, de havde haft en hyggelig aften, hvor de havde grinet og spillet spil, men veninden havde ikke haft lyst til at mødes med den stakkels mand igen, så derfor var jeg blevet valg nr. 2 til ham BAM... endnu en mave-puster, når nu hun ikke kunne bruge ham, så kan Frydkjær måske, ikke sikkert hun er så kræsen...

Jeg kommer lørdag aften, ikke med den store lyst, men nu havde jeg jo sagt ja. Manden har så heldigvis meldt afbud, tror han havde lugtet lunten.
Efterfølgende har jeg sagt nej til blind-dates og jeg har indtrængende bedt min veninde om at stoppe med at lege Kirsten giftekniv, skal jeg have en kæreste, skal jeg nok selv finde ham.

Nogle gange når vi har været på vej i byen, har hun kunne finde på at sige: Ej nu skal vi altså lige have dig stylet så du ser godt ud, nu skal jeg finde noget tøj der klæder dig, lægge makup og sætte dit hår, .... øhhh jeg har jo lige gjort alt det hjemme fra og jeg synes faktisk at jeg ser rimeligt godt ud... men nej får det ikke sagt og finder 1 time senere mig selv i noget af hendes tøj, med opsat hår og nylagt makup.

Hvis jeg virkelig sætter mig ned og tænker mig om ville jeg kunne finde mange flere eksempler på ting hun har sagt, som har givet mig den der fornemmelse af et slag i maven og hjernen går i stå, men nu bruger jeg ikke min hjerne kapacitet på at gemme på de ting.
Jeg undre mig bare over at nogle kan have den indflydelse på ens hjerne, hvad er det ved hende som gør at jeg ikke får tænkt og dermed sagt fra over for hende? er det fordi jeg ved at hun kan blive ualmindeligt vred og dermed mere ubehagelig, eller er det fordi jeg har følt mig underlegen når jeg har været samme med hende?? jeg ved det ikke, men jeg ved at det ikke er sundt for mig at være alt for meget sammen med hende.
Det skal så også lige siges at hun er en af dem som jeg har haft mindst kontakt med, siden jeg flyttet her til Grønland, så venskabet har ikke stukket så dybt :-)

Hvorfor drages unge kvinder/mænd af ældre mænd/kvinder?

Jeg har læst Den her artikel og jeg forstår den unge mand ganske godt. Jeg kan nemlig heller ikke se det fornuftige i at en ung pige er sammen med en mand der er så meget ældre end hende, eller rettere jeg forstår ikke at de unge piger målrettet går efter ældre mænd, at de måske tilfældigt falder for en mand som er meget ældre en dem selv, ja det er for mig ok, for kærligehed har jo som man ved ingen grænser, men man skal altså overveje det nøje, for aldersforskellen kan godt gå hen og få stor betydning, når man får børn og de måske skal vokse op uden en far, eller med en far som er kommet på plejehjem, sidder i kørestol eller hvad nu alderdommen bringer med sig.

Men det er altså ikke kun pigerne der søger ældre mænd, de unge fyre søger også ældre damer, det har jeg selv erfaret de seneste år.
Jeg har igennem de sidste 10 år on and off haft en dating profil og her er det bestemt ikke få gange jeg er blevet kontaktet af meget yngre mænd, eller skal jeg hellere sige drenge, for nogle af dem har været på samme alder som min egen søn. Helt ærligt så forsår jeg dem ikke, jeg bliver ikke engang beæret over at de kontakter mig, jeg synes faktisk at det er lidt ulækkert/sygeligt at de har lyst til at være sammen med mig. Det er jo ikke fordi de har lyst til at have et forhold til mig, og være sammen med mig resten af mit liv, nej så vidt jeg kan forstå på dem, så er det rent sexuelt at de vil være sammen med mig, de vil lære af mine sexuelle erfaringer.

Jeg har ikke haft en datingprofil de sidste 3 år, dels fordi jeg nu bor hvor jeg bor, men allermest fordi jeg har fundet ud af at det bare ikke er mig med det der dating halløj. Men jeg har en facebook profil og her bliver jeg altså også tit kontaktet af de unge mænd.
Normalt er jeg en høflig person og svare alle som skriver til mig, men når det gælder unge mænd, så har jeg altså valgt ikke at svare dem, jeg magter ikke alt deres leflen og argumenter for at de vil være sammen med mig, de høre jo slet ikke når jeg fortæller dem at jeg synes det er helt hen i skoven at være samme med en som kunne være min søn.

Jeg har aldrig fået en god forklaring på hvorfor de vælger at kontakte ælder kvinder, er der nogen derude der kan give mig en god forklaring og ikke bare den med at vi har mere livserfaring ?

Er det bare mig som er sippet, eller har i andre midaldrende kvinder det på samme måde som mig ?

Tanker om at leve i et forhold med vold

Da jeg var ca. 17 og gik i 1. g, flyttede jeg i nattens mulm og mørke ned til min kæreste, vi havde været kærester i år tid vil jeg tro og mine forældre kunne bestem ikke lige ham, han havde gået i klasse med min storebror, så de kendte ham godt.
Jeg var vildt forelsket i ham, han repræsenterede alt det der var forbudt i mit barndomshjem, han var min udgangsport fra et kristent hjem som jeg ikke kunne forene mig med, jeg havde ikke samme syn på tro som mine forældre og det var et problem. Så en nat, efter et stort skænderi med mine forældre, kom han og hentede mig, jeg havde pakket mit tøj og nogle få ejendele som jeg ville havde med mig og så flygtede jeg bogstaveligt talt ud af vinduet.

Han havde på det tidspunkt allerede et par gange slået mig, en enkelt gang med et blåt øje til mig, jeg bildte mine forældre ind at jeg var væltet på cyklen og fået styret ind i øjet, eller noget i den retning og de troede mig, eller retter lod som om de troede mig, senere viste det sig at de godt viste han slog mig, men intet gjorde ved det, for jeg havde jo ladet som om.... hvad pokker, skal man som forældre ikke reagere på sådan en viden, selv om tøzen ( i det her tilfælde mig) ikke siger det direkte, hvis de havde forsøgt, havde de måske sparet mig for en masse smerter og så alligevel måske ikke, når man er i det "stadie" som jeg var på det tidspunkt i sin forelskelse, så er jeg bange for at man ikke lytter til nogen som helst anden en den idiot man er forelsket i, jeg tilgav ham i hvert fald og flyttede ned til ham.

Vi boede i en lille lejlighed, i den ene ende af et hus, som han havde lejet af en gammel mand, der var et fælles toilet på gangen, et lille køkken, en lille stue og et lille soveværelse, vi delte bad med den gamle mand og så havde vi en stor Newfoundlander.

Min kæreste var fisker og derfor væk, nogle gange i lange perioder. Jeg gik i gymnasiet, når jeg altså var der, for det var skide nemt at pjække, når man ikke lige havde sine forældre til at hive en ud af fjeren om morgenen.

Jeg fandt hurtigt ud af at min kæreste var meget jaloux og meget besidder-risk, han ville meget gerne bestemme over mig, men jeg var og er stadigvæk meget rapkæftet, hård i flinten og egenrådig, til hverdag var det ikke det helt store problem, jo jo vi skændes, men han slog mig ikke. Men havde vi til gengæld fået noget at drikke, så slog han og han slog hårdt, hold da op jeg er tit kommet i skole med et blåt øje og hvor har jeg fortalt mange løgne for at dække over ham.

Jeg husker specielt en nat, det var sommer, vi havde haft gæster, siddet ude omkring bålstedet, sunget, snakket og drukket øl. Som så mange gange før, var vi alle gået syngende gennem byen, ned til stranden for at nøgenbade i måneskindet, intet usædvanligt var sket. Da vi var kommet hjem og alle gæsterne var gået, begyndte han verbalt at prikke til mig, han mente at jeg havde flirtet med en af gæsterne, hvilket jeg bestem ikke havde. Det ene ord tog det andet, bølgerne gik højt og da han ikke længere kunne klare sig verbalt over for mig, ja så kunne han da bruge sine hænder, for jeg slog ikke igen og det viste han. Jeg fik vildt mange bank, blødte fra læben og kinden.
Jeg ved ikke hvordan det lykkedes mig at flygte ud af vinduet, et lille smalt vindue, som der nu er i gamle huse, jeg havde ingen jakke eller sko på, jeg havde lige nået at gribe min taske, med min pung. Jeg løb løb fra den ene ende af byen til den anden, op til togstationen, hvor jeg viste at der var en telefonboks, her ringede jeg efter en taxi.
Jeg blev kørt til en større nærliggende by, hvor jeg viste der boede en af min fars ansatte, jeg viste at han ville hjælpe mig, med husly, jeg viste bare ikke nøjagtig hvor han boede, viste bare at han kørte motorcykel, så den måtte stå uden for hans lejlighed. Taxi chaufføren sagde ikke meget, men så bare underligt på mig. Jeg fandt lejligheden, men der var ingen hjemme, jeg var totalt lost viste ikke hvad jeg så skulle gøre, krisecenter strejfede mine tanker, men jeg var overbevist om at det kun var et sted kan kunne komme hvis man havde børn, så jeg ringede efter endnu en taxi, samme chauffør kom og hentede mig og kørte mig hjem.

Da jeg kom hjem var min kæreste der ikke, så jeg havde rigeligt tid til at se på mig selv og på lejligheden. Der var blod i mit ansigt, på min trøje, på væggen i soveværelset, på sengetæppet og sengen. Da min kæreste som havde været ude at lede efter mig i hele byen, han havde endda været hjemme og vække mine forældre for at høre om jeg var der, var jeg igang med at gøre rent, ja I læste rigtigt, jeg var ved at vaske al blodet væk. Fuldstændigt grotest kan jeg godt se i dag, men skal jeg være ærlig, så ville jeg undgå hans vrede og gøre ham glad ved at vaske det hele væk.
Jeg forlod ham ikke umiddelbart efter dette, men kimen til at komme videre var sået.

Måden jeg så kom væk på var ikke lige den sødeste måde,  jeg startede med at være utro flere gange med nogle af hans kammerater, når han var væk om han fik nys om min utroskab ved jeg ikke, men det var min stille hævn for alle de slag han havde givet mig, for at være utro uden at jeg havde været det. så man kan vel sige at jeg havde fået slagene på forskud.

Da jeg endelig havde fået nok, flyttede jeg mens han var ude og fiske, jeg flyttede hjem til mine forælder, så jeg havde ro og overskud til at få min studenterhue, da jeg havde flyttet alle mine ting, ringede jeg til ham, den dag han var på vej hjem, for at fortælle ham at når han kom hjem i aften, så var jeg der ikke mere og jeg ville aldrig komme tilbage igen.
Han var meget meget ked af det, ringede da han kom hjem og græd og græd, tryglede om jeg ikke ville komme ned og snakke med ham. Jeg tog ned til ham, vi snakkede, han græd og græd, lovede bod og bedring som han havde gjort så mange gange før, men jeg var blevet kold, iskold,  min frygt for ham var forsvundet, det var min kærlighed også og jeg følte mig stærk som jeg aldrig havde følt sammen med ham før, jeg var fri.

Hvorfor man bliver flere år i et forhold med vold, det kan jeg ikke give en fornuftig forklaring på, man kan ikke forstå det hvis man ikke har været der selv og man kan ikke forstå det selv om man har været der selv. Jeg ved ikke hvorfor jeg blev, om det var fordi jeg ikke ville tabe ansigt over for mine forældre, de ikke skulle have muligheden for at sige; "hvad sagde vi" jeg håber ikke det var derfor, eller om det var fordi jeg var blevet fri for min dårlige samvittighed over for mine forælder, fordi jeg ikke var troende på samme måde som dem, eller jeg slet og ret bare var blind af kærlighed.
Jeg ved det ikke og jeg finder heller aldrig ud af det, men en ting ved jeg med sikkerhed; jeg kommer aldrig ALDRIG til at leve sammen med en mand som slår.

Jeg har faktisk ikke snakket med ham siden jeg flyttede fra ham, jeg hader ham ikke, men jeg kan ikke se noget formål ved at jeg skulle bruge energi på at snakke med ham, Jeg tror faktisk slet ikke at jeg ville kunne genkende ham hvis jeg mødte ham i dag.

Hvordan jeg endte i Paamiut

Efter en sygemelding på knap et år, en sygemelding på grund af hvad de kloge mennesker ( læger og psykologer) kalder en belastningsreaktion, en reaktion på et, for mig, meget dårligt arbejdsmiljø. Et år hvor jeg i perioder ikke kunne komme ud af døren, meget gråd og mange besøg hos min søde psykolog og senere en arbejdspsykolog, begyndte jeg at tænke over hvad jeg ville med mit liv og ikke mindst hvad jeg IKKE ville med mit liv.

Jeg kom frem til at jeg skulle væk fra den by jeg boede i, en mellem stor by i Nordjylland, ikke fordi jeg ville flygte fra mine problemer, men fordi jeg havde brug for en ny start, jeg ville noget andet med mit liv og min uddannelse.
Jeg bestemte mig for at jeg ville til København, eller i nærheden, dels fordi min datter bor der og dels fordi jeg altid har elsket København.
Jeg havde brug for at starte på et job hvor ingen kendte mig og dermed ikke havde et forudindtaget indtryk af mig.

Jeg gik i gang med at kikke jobannoncer, meldte mig ind på sundhedsjob.dk, så jeg ville få de nye opslåede stillinger ind på min mail.
En dag jeg var inde at se jobannoncerne igennem stødte jeg på 3 annoncer om ledige assistent stillinger forskellige steder i Grønland.
Jeg tænkte over de annoncer en dags tid eller to og mindede mig selv om at jeg altid har haft et ønske inders inde om at prøve kræfter med at arbejde i udlandet, samt at mine børn jo var voksne og kommet godt fra reden.
3. dag snakkede jeg med mine unger om hvad de sagde til at jeg søgte job i Grønland 4. dag skrev jeg ansøgninger til 2 af stederne og sendte dem afsted 5. eller 6. dag, skulle lige have min datter til at hjælpe mig med at få den rettet godt til.

Sidst i august fik jeg svar fra begge steder, det ene var et afslag, men den anden ville gerne have mig til samtale via Skype.
Den 1. september var jeg så til samtale via Skype, hold da op jeg  var nervøs, det var vildt grænseoverskridende at skulle til jobsamtale på den måde og jeg syntes da heller ikke at jeg gjorde særlig god figur. Afdelingssygeplejersken ville kontakte mig i løbet af et par dag og give mig besked. D. 3. september blev jeg ringet op af afdelings sygeplejersken at jeg havde fået jobbet hvis jeg ville have det, vi aftalte at det skulle være en tidsbegrænset kontrakt på 7 måneder, så kunne jeg altid se om jeg kunne falde til deroppe og vi aftalte at jeg skulle starte d. 1. oktober.
Altså havde jeg en måned til at sige mit skønne lejede hus op, få solgt en masse af mine ting, opmagniseret resten.
Jeg skulle i løbet af 14 dage finde, pakke og sende 100 kg, af mit tøj og egen-dele som jeg ville have med mig derop.

Jeg ankom til Paamiut d. 2. eller 3. oktober 2015 og jeg har været her lige siden, jeg har fundet en fantastisk indre ro og jeg har en arbejdsplads som sætter pris på min faglige stolthed, et job hvor jeg har en masse ansvar.
Hvornår jeg kommer hjem til Danmark igen, vides ikke, men jeg kommer hjem, det er jeg 100 % sikker på og så skal jeg helt sikkert bo i eller ved København, jeg skulle bare lige tage en lille omvej først.

vores farverige skole

Byens smukke kirke

den første isskos jeg så heroppe

fantastisk udsigt

Hmmm ja hvordan starter man lige en blog om sine tanker ? det gør man vel ved at skrive de tanker ned man har haft om hvorfor man vil starte en blog.
Jeg har i de sidste tre fire år gået og tænkt at jeg  ville begynde at holde foredrag, det skulle være om de tanker og spørgsmål jeg har omkring de mænd som har været  i mit liv, men da jeg siden oktober 2015 har boet i Paamiut, en meget lille by i Grønland, er der ikke de store muligheder for at holde fordrag, så i stedet vil jeg prøve at finde svar på mine spørgsmål her på bloggen.
Jeg håber I vil tage godt imod mig og flittigt kommenter på mine indlæg. Vi skulle jo gerne have en debat igang.

En tanke fra i dag: I går skrev en af mine FB venner til mig, en mand, "Du er en stærk kvinde Irene" og ja jeg er en stærk kvinde, det har jeg ikke altid været, men livets op og især nedture, har gjort mig til den stærke kvinde jeg er i dag.
At være en stærk kvinde er på mange måder positivt, men det føre også noget negativt med sig, nemlig det at mænd er bange for stærke kvinder, de vil godt beundre og rose en anden mands kvinde hvis hun er stærk og selvstændig, men de fleste mænd vil ikke selv have sådan en kvinde, HVORFOR?
En veninde sagde engang for efterhånden mange år siden, at hvis jeg ville have en mand, skulle jeg gøre mig hjælpeløs, give ham indtrykket af at jeg ikke kunne klare at sætte hylder op selv, eller ikke selv kunne lappe min cykel, han skulle føle at jeg havde brug for ham, at han var den stærke. Men nej det ville jeg ikke dengang og jeg vil heller ikke i dag, for sådan er jeg ikke og jeg vil ikke udgive mig for noget jeg ikke er.
Hvad så efter nogle måneder, når det bliver hverdag og jeg ligepludselig falder i, glemmer at spille hjælpeløs? hvad vil han så tænke? så er jeg jo en helt anden, end den han troede jeg var.
Nej jeg vil elskes for den person jeg er, jeg vil ikke starte et forhold på en løgn, er det forkert? kan manden ikke lide mig som jeg er, så er han ikke noget for mig og ja det har så resulteret i at jeg er single på 13 år ( eller mere, er stoppet med at tælle)

Billederne er fra min første rigtige udlandsferie med mine unger, vi tog 3 uger til Cape Town i Syd Afrika, en af de første gange hvor jeg virkelig følte at jeg var en stærk og sej kvinde.

Seje stærke kvinder dykker med hajer 

Jeg var glad for at være i bur